FC Fredericia Akademi styrker nu talentarbejdet yderligere med ansættelsen af Jesper Dahlmann de Leon som ny cheftræner for U17 holdet.
Jesper kommer til klubben med solid erfaring fra ungdomselite på højeste niveau og har siden 2018 været indehaver af UEFA A-licens. I næsten et årti har han arbejdet i nogle af Danmarks stærkeste talentmiljøer, blandt andet hos B.93, Kolding IF og Odense Q, hvor han har været ansvarlig for både U16 og U19 hold i ambitiøse toplicensmiljøer.
I disse år har Jesper været med til at udvikle en lang række spillere, som i dag befinder sig på U-landshold og i A-ligaen. Hans dokumenterede evne til at skabe stærke udviklingsmiljøer og gøre unge spillere klar til næste niveau er en af de centrale årsager til, at FC Fredericia nu har hentet ham ind til akademiet.
”Et trygt, tydeligt og ambitiøst miljø”
Jesper beskriver sig selv som en træner, der er struktureret, nysgerrig og relations stærk. Han lægger vægt på tydelighed og dialog i hverdagen og arbejder målrettet med at skabe rammer, hvor spillere både trives og udfordres.
“Jeg elsker udvikling, både af spillere, hold og træningsmiljøer. Jeg tror på, at man kan kombinere en stærk kultur med høje krav og at det er i hverdagen, resultaterne skabes. Jeg glæder mig enormt til at blive en del af FC Fredericias talentarbejde og bidrage til akademiets videre rejse,”
— Jesper Dahlmann de Leon
Et stærkt match til akademiets retning
Akademichefen udtaler:
“Jesper passer perfekt ind i den retning, vi arbejder i. Han kommer med erfaring fra nogle af de bedste ungdomsmiljøer i landet og har et tydeligt fokus på både menneskelig og sportslig udvikling. Vi er sikre på, at han bliver en stor gevinst for vores U17 spillere og hele akademiet.”
Velkommen til FC Fredericia, Jesper!
Klubben ser frem til samarbejdet og til at fortsætte udviklingen af et stærkt og ambitiøst akademi sammen med Jesper ved roret for U17-holdet.