• mail-1

©2018 BY FC FREDERICIA UNGDOM

U19 taber i vild JM-finale

June 30, 2019

Lørdag den 29.06 skulle FC Fredericias U19 hold forsøge at få revanche mod AGF/Viby i JM-finalen. Kampen blev spillet på neutral bane i Tørring i en kogende hede. Og det var et U19-hold med mange meter i benene fra ugens kampe, der gik på banen til en kamp, der skulle ende med at blive en rutchetur af de større.

 

Finalen var kun få minutter gammel da FC fik den første gode mulighed, men AGF/Viby målmanden fandt en flot redning frem. Det var i øvrigt første vidnesbyrd om at netop modstandermålmanden havde fundet en af sine bedre kampe frem i dag.

 

Efter en lige indledning på kampen får vi satset for meget i vores højre side, og det giver modstanderen et farligt gennembrud som ender med, at deres første besøg i vores felt, resulterer i føringsmålet til 1-0.

 

Derfra følger flere gode muligheder til FC, men hver gang står en kompetent målmandspræstation i vejen for målet. Midtvejs i første halvleg – og efter flere store chancer til FC – begår vi en grim forsvarsfejl og AGF/Viby kan på lidt kynisk vis bringe sig på 2-0.

 

Ondt bliver værre lige inden halvlegsfløjtet, da dommeren vurderer at FC-målmand, Jeppe Klemensen, begår straffespark og samtidig gør sig skyldig i gult kort. En stensikker scoring fra pletten til 3-0 følger, og anfører Patrick Petersen må på mål indtil udvisningen udløber.  

 

Nede med 0-3 i pausen i den bagende sol, skal der findes noget mod og mandshjerte frem, ligesom der må rystes godt i den taktiske værktøjskasse. Frustrationerne er til at mærke på både spillere og trænere, da der slet ikke er tale om en halvleg, hvor modstanderen har været overlegen, tværtimod. Uheld og personlige fejl har i en grim skøndans betydet at vi er bagud med 0-3. Men det skulle ændre sig i 2. halvleg.

 

Der bliver foretaget et par taktiske ændringer og udskiftninger og derfra ser FC sig ikke tilbage i de næste 45 minutter.

 

Først får Patrick Petersen reduceret til 1-3 efter en flot detalje, hvor han tæmmer bolden med brystet og sparker den sikkert i mål. Kort tid efter slipper Jonathan Outzen fri i venstre side i en glimrende soloaktion og reducerer til 2-3. Troen har nu for alvor indfundet sig hos FC-spillerne men AGF/Viby virker begyndende paralyseret.

 

Godt 10 min før tid kommer den forløsende og udlignende scoring, da Rasmus Johanning Møller får serveret en præcis bold ind i feltet til Patrick Petersen, hvis flotte hovedstød ender i nettet og dermed er der udlignet til 3-3.

 

Det bliver ikke til flere scoringer inden den ordinære og for anden gang i denne uge skal FC Fredericia og AGF/Viby i 2 x 15 minutters overtid.

 

Overtiden starter godt for FC Fredericia, som i de første minutter kommer med stor energi. Det giver pote allerede efter kort tids spil, da Alvin Huseinovic bringer os på 4-3. Fra at være nede med 0-3 godt 60 min. forinden, er FC nu foran med 4-3 i en vild kamp mellem to hold, der i den grad kan levere underholdning for sine tilskuere.

 

Men i den bagende eftermiddagssol i Tørring, er der ikke mere energi at hive ud af FC-spillerne, der har en kamp mere i benene i ugens løb end sin modstander. Kort efter føringsmålet får AGF/Viby reduceret til 4-4 og de får også scoret yderligere til både 5-4 og 6-4 uden vi har energi til at svare igen. Derfor ender kampen 6-4 til AGF/Viby.

 

FC Fredericia leverer et fantastisk comeback i en kamp der bølger frem og tilbage. Men i de sidste 20 minutter var der ikke mere at give af. Spillerne har haft en hårdt program i denne uge med 120 intense minutter mod AGF/Viby i mandags og 90 minutter mod Skive i onsdags. Det blev kampafgørende til sidst i dagens finale. Og så må vi i øvrigt have respekt for en modstander, som efter at have haft overhånden i 45 minutter, ender med at komme bagud, men stadig får sig kæmpet tilbage.

 

Fodbold handler om at score mål, og det var dagens modstander bedre til over 120 minutters fodbold. For det var ikke fordi vi ikke havde adskillige store muligheder. Der stod bare en god målmandspræstation i vejen flere gange.

 

U19 holdet afvikler nu en velfortjent sommerpause og tager fat på forberedelserne til efterårssæsonen i liga 1 i slutningen af juli.

 

Det har alt i alt været en mere en godkendt forårssæson 2019, hvor vi endte som puljevinder og JM-finalist, men vigtigst af alt; hvor vi udviklede os til at være en bedre fodboldhold.

 

(Billederne er fra kampen mellem FC Fredericia og AGF/Viby. De er taget af Bianca Brøgger)

 

(Billede 1; Dobbelt målscorer, Patrick Petersen, i aktion)

(Billede 2; Målscorer, Jonathan Outzen, i aktion)

(Billede 3; Overrækkelse af sølvmedaljer til skuffede FC-spillere)

 

 

 

 

 

 

Please reload

Our Recent Posts

August 22, 2019

August 11, 2019

Please reload

Archive

Please reload

Please reload

Tags